onsdag den 23. maj 2012

Uheldige mig

I denne uge er alle børn fra 0. til 3. klasse i udeskole, hvor der lærer om nordisk mytologi på en sjov og anderledes måde. De har forskellige workshops, og Anne Katrine har lavet et sværd og et fint smykke. Sværdet er stadig på skolen, men smykket havde hun med hjem, og jeg synes virkelig, det er flot. Derfor brugte hun også det meste af dagen i dag på at lave et smykke som en overraskelse til mig, men ak...da hun gav mig det, tabte jeg det, så to af hjørnerne knækkede af.
Åh hvor er jeg ked af det!

Hva er det med bolde og drenge?

En fodbold kan gøre næsten enhver mand til en dreng...selv når han ikke er en af de 11, som skal spille med den.

Dette faktum gælder i høj grad også for ham, jeg bor sammen med!!
I går aftes lød det meget bestemt, da han fortalte og beklagede, at han altså blev nødt til at arbejde længe i dag, fordi han havde været på kursus i går og dermed ikke havde fået noget arbejde fra hånden. Jamen selvfølgelig skat - jeg er jo hjemme alligevel!

Til morgen var det stadig med beklagelse i stemmen, at han sagde farvel, vi ses sent i aften.

Ved middagstid i dag i telefonen var der ikke længere beklagelse i stemmen, men begejstring....lidt afdæmpet selvfølgelig, så jeg ikke blev "pige-sur" ved det, der nu skulle siges... Manden havde fået billetter til aftenens fodboldkamp. Hans arbejdsplads er sponsor, så det er med spisning og hele molevitten. Troede jeg mon, at ældste drengen havde lyst til at komme med sammen med ham?

Selvfølgelig havde ældste drengen da lyst til at komme med. Jeg havde ikke regnet med andet...heller ikke selvom han først skulle slå græs og aflevere bøger på bibloteket (jeg kunne jo lige så godt presse citronen, ikk')
Og manden? Tjaa..han kan åbenbart pludselig arbejde i tredobbelt takt for at nå det hele(eller møde ultra tidligt i morgen for at få lavet alt arbejdet)

HVA' ER DET MED DRENGE OG BOLDE - jeg spørger bare ;-)

onsdag den 16. maj 2012

I dag...

..for 22 år siden blev jeg mor for første gang og det til den smukkeste lille pige med mørkt langt hår - så langt og så kraftigt, at sygeplejerskerne i afdelingen på det lille engelske sygehus kappedes om at få lov at vaske det ;-)

Nu er denne pige blevet voksen. Hun er selv mor. En rigtig go' en af slagsen faktisk. Men stadig vil hun altid være min lille smukke mørkhårede pige.

Stort tillykke med fødselsdagen - vi glæder os til at se dig om mindre end 2 uger :-)

tirsdag den 15. maj 2012

Copycat

Min svigermor bager de mest fantastiske krydderkager.
I dag har jeg forsøgt at gøre hende kunsten efter.

Duften er helt rigtig, og den ser da også flot ud, når jeg selv skal sige det....så nu må den gerne blive hurtig kold, så vi kan finde ud af, om smagen også er som den skal være.

For enden af regnbuen

Jeg strikker lige for tiden på et sjal i Kauni. Egentlig skulle garnet have været brugt til en trøje, men i et anfald af akut "jeg-må-have-farver-mellem-hænderne-men-det-skal-være-simpelt" blev garnet dømt til et liv som sjal.
Der er langt til enden af regnbuen, men det er rart tv-strik

Limpistol - en piges bedste ven

Anne Katrine kan bruge flere timer i sin egen fantasiverden sammen med gamle papruller, æsker og min limpistol.
Den anden dag kom hun lige ind af døren fra skole, smed sin taske og var i straks i gang med en ide, hun havde fået på vej hjem.
Nu står der et fint hjemmelavet dukkehus på hendes værelse.
Læg mærke til æggebakke-lampen i loftet, bogen, vasen og skålen med perleslik på bordet ;-)

Længe væk

Der har været en længere blogpause. Livets små finurligheder greb om sig og trak ligesom energien helt ud af vores lille familie. Nu ser det ud til, at vi måske er ved at komme tilbage på sporet. Jeg håber det!