Vi er jo en husholdning med en del dyr. Meget trygge dyr, hvis jeg skal komme med min mening. Dette udsagn baserer jeg på det faktum, at ingen, absolut ingen, af disse dyr bider negle!
Godt vil nogen mene, men den mening deler jeg IKKE! For det betyder, at JEG skal klippe deres negle, og det kan jeg bare over hele hovedet ikke li' !
Jeg har prøvet med diverse skrækkelige forklædninger for at forskrække dem, gysere på tv, trusler om bortvisning osv, men lige lidt hjælper det. Neglene bare vokser og vokser.
Her til aften var det kanariefuglen, som stod for tur. Manden fangede det lille pus, mens jeg bevæbnet med negleklipper stod klar til at gå i krig.
Har du nogensinde kigget på en kanariefugls fødder? De er altså tynde som græsstrå! Hvilket er ensbetydende med, at EN NEGLEKLIPPER SAGTENS KAN KLIPPE EN HEL TÅ UDEN PROBLEMER! Kan du så forstå, hvorfor jeg ikke bryder mig om negleklipperjobbet?
Sådan en lille fyr ved jo ikke, hvad der er til dens eget bedste, så den spræller bare løs, mens min mand messer ROOOLIG ROOOLIG....gad vide om det egentlig er til fuglen eller til mig.... ?
Published with Blogger-droid v1.6.5