fredag den 22. juni 2012

Måske kan man ikke gøre det...

... Eller måske burde man ikke gøre det, men vi gjorde det altså!

Faderen havde i dag en længe ønsket ekstra fridag, efter mange dage med meget arbejde, så vi lod "kan ikke" og "burde ikke" ligge og græmme sig herhjemme, mens vi snuppede datteren på 9 år fri fra skole og tog hende og lillebror med på køretur på fastlandet.

Først kørte vi på marked, og lige da vi ankom, stoppede regnen som på bestilling. På markedet så vi, til børnenes glæde, kæmpe, og jeg mener virkelig KÆMPE, guldfisk! Vi kom forbi hobbyboder, hvor jeg fik købt spændende nyt krea-værktøj, og da formiddagssulten meldte sig, fandt vi en bagerbod, som kunne opfylde både vores sultne mavers behov og ikke mindst også havde lidt til sidebenene og den søde tand.... Et absolut must, når man har trasket rundt på et marked...og så skal det jo selvfølgelig spises direkte op af bagerposen, så man rigtig kan føle sig på tur ;-)

Da markedet var gennemtravet, eller måske var det nærmere, da en temmelig stor sort sky bevægede sig hurtigt og faretruende ind over os, fandt vi tilbage til bilen og kørte videre på tur.
Næste stop blev et kæmpe storcenter, som vi ikke besøger så ofte, som vi gerne ville, fordi det ligger et godt stykke væk. Børnene elsker at være her, men helt ærligt, hvem ville ikke elske et storcenter, når man kommer fra en ø med max 10 butikker incl slagter, brugs og bager? Der var nu også god grund til at elske turen i storcenter i dag, hvis man var barn, for det, der skulle købes var udelukkende børneting... Nemlig cykelhjelm og sko, sko og sko...det forekommer mig, at man som forældre aldrig bestiller andet end at købe børnesko og det næsten hele tiden! Enten er de sko, de har totalt slidte eller også er de for små. En skrue uden ende. Måske jeg skulle have giftet mig med en ejer af en skobutik, inden jeg fik børn ;-)

Vi har haft en dejlig dag og har nydt at holde fri...og måske blev den bare endnu bedre af, at vi ikke burde ;-)
Og nu kan regnvejret bare komme an i weekenden, jeg kommer i hvert fald ikke til at kede mig med min pose fyldt med kreativitet!

GOD WEEKEND!

Ingen kommentarer: