Rumlerikker – skrap mor – forrygende resultat – glæde - undren

Jeg så en artikel på BT i dag, om hvor meget et barn skal røre sig for at forbrænde en halv liter sodavand – det er bestemt værd at tænke over!

Anne Katrine kunne indtil for kort tid siden gå ind under den søde betegnelse "Rumlerikkerne". Betegnelsen er opfundet af Hjerteforeningen og omfatter for kraftige børn.

Selv om betegnelsen er sød, så er det at være en rumlerikke under ingen omstændigheder sødt! Og da Anne Katrine skal starte i skole efter sommerferien, har det ligget mig meget på sinde at få pigen ned i vægt, for man behøver jo ikke ligefrem tilbyde de andre børn et mobbeoffer, vel?

Nu mener jeg ikke, at børn skal sættes på kur – en kur er kun noget, man giver sin hund mod lopper – næ, der er kun ét at gøre, nemlig at lægge kosten om og dette helst for altid. Så over de sidste mange måneder har vores kost herhjemme været barberet for sukker, da det primært er her, synderen skal findes i Anne Katrines tilfælde. Selvfølgelig har jeg skåret i fedtet også, men det er som sagt ikke så aktuelt. Samtidig der kommet meget mere grønt på menuen, og overspisning ved måltiderne er stoppet efter, at vi har lært, at ens mavesæk er omtrent lige så stor som ens knyttede hånd – altså kan man som barn logisk set ikke spise så meget som sin far, maven har måske bare ikke nået at registrere dette endnu.

Rom blev ikke bygget på en dag, ting tager tid, og jeg er ikke hystrerisk. Vi får stadig slik, is, sodavand osv, men det er ikke særlig tit og under kontrollerede forhold. Det har været et langt sejt træk og jeg har haft tidspunkter, hvor jeg var overbevist om, at jeg ville få frugtknopper eller blive orange af alle de gulerødder, jeg indtog i en god sags tjeneste, eller hvor jeg om aftenen har været tudefærdig af træthed og smerter i ryggen efter endnu en dag med lange gåture med indbygget kapløb! Men vi har klaret den, ja vi har – Anne Katrine lyste som en sol, da hun tog sit fine tøj på til Nicholajs konfirmationsfest. Tøjet var købt en måned inden. Bukserne havde bred elastik og et bindebånd, som egentlig var unødvendigt. På selve dagen var bindebåndet så absolut NØDVENDIGT, og pigen jubledeJ

Det er vigtigt for Anne Katrine, at hun holder "den slanke linie", for hun har astma, og det passer meget dårligt med overvægt. Alligevel måtte jeg jo erkende, at de ekstra kilo havde sneget sig på hende, og vi måtte alle herhjemme tage kampen op mod dem, for et barn kan ikke tabe sig alene – det er hele familiens kamp, og når det endelig lykkes, hele familiens glæde! Denne kamp har været værd at kæmpe, og jeg vil blive ved og ved og ved at kæmpe for at holde fast i vores kostomlægning.

Anne Katrine ved nu, at ikke al mad, som smager godt, også er godt for os og vores krop. Hun har taget "forbuddene" pænt og slår sig sjældent i tøjret, men nyder derimod de søde sager, når de er der, og mangler dem ikke, når de er væk. Jeg synes, hun er fantastisk sej og skøn, og jeg beundrer den måde, hun har kastet sig ind i kampen for "at blive sund", som vi har kaldt det!

Det eneste, der hele vejen gennem denne kamp har undret mig og stadig undrer mig, er vores omgivelsers indtilling og ikke mindst handlinger …..hvordan kan nogen, synes jeg er en skrap mor, fordi jeg ønsker at begrænse min overvægtige datters usunde madindtag og erstatte det med noget sundt? Bare fordi Anne Katrine har slanket sig betyder det jo ikke, at man behøver at opfordre hende til at spise endnu et stykke kage eller flødebolle! De tilbyder jo heller ikke pigens far, som også er gået en buksestørrelse ned at spise mere , bare fordi han har tabt sig, vel?