fredag den 26. juli 2013

Farvespræl på dåse

Vores tween vil have lilla, pink og hvid på sit værelse. Så vi gik lidt amok med en dåse spraymaling i dag. Kors hvor har jeg da fået respekt for graffitimalere - jeg skulle kun spraye på et par skuffer plus lidt småting, og alligevel blev jeg vildt træt i armen!! Det er faktisk et ret så stort tryk, man skal bruge for at få dåsen til at spraye. Min hånd rystede så meget bagefter, at jeg næsten ikke engang kunne skifte batterier i fjernbetjeningen, så fredagsfilmen kunne komme i gang.


"Pink is not just a color, it's an attitude." 
                           (Author unknown)

Bananer med mange fregner

Er ikke en favorit herhjemme...og så alligevel er det måske....for helt i "stop madspild"'s ånd forsøger vi at få dem brugt trods deres lidt kedelige fremtoning.

I dag blev det for første gang til bananis og at dømme efter børnenes mmm-lyde, bliver det ikke sidste gang :-)


Vi har ikke en fancy ismaskine med kompressor, men den, vi har, klarer opgaven fint. Jeg er ellers ikke den store isspiser, jeg har næsten aldrig lyst til is, men med vores hjemmelavede is er det noget helt andet. 

Citronis og chokoladeis er så absolut det bedste jeg ved. Her pyntet af børnene med flydende chokolade....diverse andet børne-spændende-pynt på min portion nåede jeg heldigvis at afværge ;-)

torsdag den 25. juli 2013

Der bliver gået til den

Når der leges i bassinet.



Men nogen af os foretrækker altså bare at slappe af i skyggen





Der bliver færre af dem

Børnene og jeg havde faktisk talt om det - at der efterhånden var færre sommerfugle.  Og den anden dag kunne man også læse om det på TTV. 

I går havde vi dog besøg af denne ihærdige lille sommerfugl, der havde udset sig vores oregano som sin restaurant til trods for, at planten står lige der, hvor børn og hund fór rundt i vild leg på netop dette tidspunkt. Den flagrede fra blomst til blomst og tog ikke det mindste notits af hverken børn, hund eller kamera. 


tirsdag den 23. juli 2013

Første høst

Vi kunne ikke vente længere, selvom de stadig er ret små ;-)
Som de andre år har vi sået ærter i krukker på terrassen. Det er det eneste sted de kan være i fred for rådyrene. 



Man må ikke glemme...

...hvad man har lært i skolen, så vi holder det ved lige i middagens sol-og-bade-pause, hvor vi på fornuftig vis er krøbet i skygge. Tiden skal jo gå med noget, så hvorfor ikke lave "lektier" ? Ej, det er nu altså helt frivilligt, at Magnus øver bogstaver og Anne Katrine laver i sin dansk-øvebog. Det eneste, der er tvunget, er, at de skal forholde sig i ro en times tid ... få lidt ro i kroppen og i hovedet efter al den vilde leg i badebassinet. Om de vil tegne, lege med LEGO, læse, sove eller noget andet, må de helt selv om. Det skal bare være stille. Erfaring har lært os, at denne stilletime er guld værd. Dagen glider meget nemmere, når de ikke drøner afsted hele tiden, og antallet af konfrontationer sidst på dagen minimeres, når middagspausen overholdes. 



mandag den 22. juli 2013

Pink

Lillebror sover efter endnu en dag fuld af leg i badebassinet, derfor er der nu tid til lidt hygge med den store pige...og helt ærligt, hvad er mere pigehyggeligt, når man er 10 år end at male negle? 

Så ser du en tiårig pige her på vores ø med meget solbrune nærmest grænsende til sorte fødder med ultra pinke negle på tæerne, er der en stor sandsynlighed for, at det er min datter. Jeg selv var mere afdæmpet i dag og valgte den røde. 


søndag den 21. juli 2013

Det er ingen hemmelighed...

...at jeg ELSKER min iPhone!! Og ikke mindst alle de fede app's, der findes til den.
I dag er denne "instaplace" app gratis - så haps smuttede den lige ind på min skærm. Den indsætter din placering på dine fotos og er da helt klart en app, man kan bruge til lidt feriesjov :-)

Her er vi på havnen på Fanø


Her en tur i Lintrup Zoo

Så er det rigtig sommer

Når man kan lege i vand i haven, er det rigtig sommer. Børnene har holdt loppemarked for et par uger siden og tjent penge, som er blevet omsat til et ret så stort badebassin. 
Behøver jeg sige, at de elsker det ...? 

V A N D H U N D E 


Og når man har badet rigtig længe, så er det godt at blive varmet lidt med en kop kærligheds-kakao (inden der blev pustet og nippet lidt til drikken, var der lavet et hjerte på toppen af skummet deraf navnet)


Bagedag. Vi prøver nyt.

Som hjemmegående bager jeg selv det meste af vores brød - både af økonomiske grunde og fordi vi kan lide hjemmebag bedre end købebrød. I dag skulle der bages rugbrød. Det startede allerede i går aftes, hvor fordejen skulle blandes. Men ak og ve. Surdejen...den gode gamle traver, var afgået ved døden. Den kunne ikke klare at blive overset under feriegæsternes ophold. Øv. En ny surdej er startet op. Det tager jo bare lige nogle dage, førend den kan bruges. Lidt lang tid at vente på vores rugbrød...;-) Så her måtte prøves nyt og det blev et rugbrød, hvis opskrift er forfattet af Sif Orellana.

Den anden dag modtog jeg Sifs helt spritnye bog "Kram i madkassen". Den er endnu ikke kommet i butikkerne, men man kunne købe den ved Sif på hendes blog. Da jeg har alle Sifs andre bøger i min bogreol og bruger dem flittigt, skyndte jeg mig at bestille et eksemplar. Jeg er ret sikker på, at denne her bog også kommer til at blive godt brugt. Anne Katrine har kigget i den og meddelt, at hun glæder sig til at komme i skole, hvis hvis det er, hvad jeg vil lave og komme i deres madkasser ;-) Den første opskrift vi prøver, blev så på rugbrød. De er i ovnen lige nu. De ser fine ud, dufter godt og vi glæder os til at smage. 


Når nu ovnen alligevel skulle i gang, prøvede jeg lige en opskrift på Foccacia brød fra Kvalimad.dk. 




fredag den 19. juli 2013

Man ved, man er hooked...

Når det første man gør, når man står op, er at sætte sig til at hækle 😉



Anne Katrine knækkede hæklekoden i går, og nu er hun i bogstaveligste forstand "hooked on yarn" 😉
Moderen håber i den grad, at det er en tilstand, der holder ved - det ville jo være skønt at have nogen at dele sin passion for garn med !! 

Feriegæster

 De store børn og barnebarnet har været hjemme på ferie, så familien har været samlet i en uges tid. Vejret viste sig fra sin bedste side, og meget af tiden blev tilbragt udenfor. Desværre er min ryg ikke den bedste modspiller i sådan en situation, så jeg var kun med på to af turene ud i det blå, men det nød jeg til gengæld også i stor stil - den fik ikke for lidt, da den lille spirrevip og jeg skulle rulle sammen ned af græsbakken, for helt ærligt, hvad betyder en rygskade, når barnebarnet nu synes det er sjovt at rulle med mormor - av 😃



Hver aften i ferien havde manden min lagt nye kopier med labyrinter eller malebogssider på børnenes pladser, så der var gang i farverne straks de stod op....og selvom man kun er lidt over 1 1/2 år, skal man jo ikke snydes, så morfar havde selvfølgelig også sørget for, at der lå kopier til prinsessen, som følte sig vældig stor, når hun havde det samme som de andre, også selvom hun mest tegnede på bagsiden 😊



torsdag den 18. juli 2013

Sol. Ferie. Langsom

Det er ferietid, og vi nyder at kunne være langsomme. Feriefri betyder nu ikke sove længe her hos os og godt det samme, for det er jo om formiddagen at vejret endnu er dejligt frisk. Manden i huset har lige en uges arbejde mere, før han kan holde fri sammen med os i to uger. Vores ferie skal holdes hjemme. Vi bor jo på en ferieø omgivet af strand, så behovet for at komme væk hjemmefra på ferie er ikke så stort. 

onsdag den 17. juli 2013

Genoplivning af bloggen efter et travlt år.

Jeg havde nærmest glemt min blog. Egentlig var det jo kun meningen, at den skulle holde en lille sommerpause sidste år. Det blev så til en meget lang pause. Magnus startede i skole og en ny tid begyndte for mig. Jeg er stadig hjemmemor, men nu har jeg kun skolebørn, så formiddagen er min egen, og den bruger jeg blandt andet på at lave kreative ting.