fredag den 30. maj 2008

Flyvefærdig

Første hold fugleunger er fløjet fra reden og nu bygges der reder for anden gang, kan vi se ude i haven.

VORES ældste "fugleunge" har i dag hentet nøglen til sin nye ungdomshybel. Der var sommerfugle i maven, da hun tog afsted, for det var samtidig første gang, hun så sit nye opholdssted andet end udefra (problemer med logistikken gjorde, at det kun var os forældre, der havde set den indvendig og sagt god for den).
Vi havde jo selvfølgelig været forberedt på, at hun ville flytte hjemmefra - ingen, der har boet med en ung dame som hende, ville være i tvivl om, at det var, hvad hun (af og til højlydt) ønskede sig, når tingene ikke lige gik hendes vej - men, at det kom kun en måneds tid efter hendes 18 års fødselsdag, var ingen af os helt forberedt på, ej heller hende selv ;-) En mesterlæreplads som tjerner på et flot 4 stjernet hotel har imidlertid afgjort sagen! Godt nok ligger hotellet kun små 30 km fra vores hjem, men færgetransporten umuliggør, at hun kan bo hjemme. Det bliver spændende BÅDE at skulle flytte hjemmefra OG starte i lære, men vi VED, at hun er flyvefærdig, at hendes vinger nok skal bære hende, selv om hun måske af og til selv tvivler - for hun er en super dejlig pige med ben i næsen, der kan, hvad hun vil!

2 kommentarer:

Krestina sagde ...

Det er en stor ting, ingen tvivl om det! Jeg glæder mig til at hun kommer tætter på, så vi forhåbenlig kan ses noget mere ;-)

Anonym sagde ...

Årh hvor er det spændende at flytte hjemmefra - selvom det garanteret er hårdt for begge parter på hver sin vis. det lyder spændende med lærepladsen - held og lykke med det til datteren ;)